Problemerne har naturligvis forskellig karakter alt efter om der er tale om:

• Bofællesskaber
• Kærnefamilier
• Familier med sammenbragte børn og/eller delebørn
• Enlige forældre med børn og/eller delebørn
• Familier af blandede kulturer
• Familier med indvandrerbaggrund
• Familier med flygtningebaggrund
• Familier med adoptivbørn
• Osv.

Ofte er der tale om en blanding af mange forskellige problemer.

Når der er flere end to parter, skal der indgås endnu flere kompromis’er og tages endnu flere hensyn end i parforhold. Når der er børn, mangedobles kravene til de voksne, og det kan føles helt uoverkommeligt at få plads til at tilgodese selv de mest elementære personlige behov. For enlige forældre kan sådan noget som ”fritid”, ”tid til mig selv”, ”privatliv”, ”socialt liv” og ”sexliv” forekomme som uopnåelige goder, der konstant bliver sat til side pga. børn og arbejde.

Følelsesmæssige problemer og konflikter forplanter sig som kædereaktioner i en familie. Er der f.eks. blot en ryger i familien, bliver alle til passive rygere. Og hvis blot en er i dårligt humør, kan misstemningen inficere et helt hjem.

Derfor er det oplagt at prøve at hjælpe den, som belaster de andre med sine problemer. Men i praksis er det ikke altid så let. Den, som har mest brug for hjælp, har ofte sværest ved at tage imod hjælpen. Ofte er der slet ikke enighed om hvem, der skaber familiens problemer, og som regel er der også tale om flere familiemedlemmers problemer, som griber ind i hinanden i et kompliceret samspil.

I en familie har alle en forpligtelse til at bidrage efter evne til, at familien er et trygt, rart og givende fællesskab at tilhøre. Da alle familiemedlemmer bliver berørt af familiære problemer, er det naturligt at alle, som kan bidrage med en indsats, bliver inddraget i problemernes løsning.

I familieterapien er det vigtigt, at alle føler, at de bliver hørt og taget alvorligt, og at deres tilstedeværelse og indsats bliver værdsat af de øvrige familiemedlemmer. Nogle gange kan det være nødvendigt at skabe nye samværs- og omgangsformer og at omlægge familiens dagligliv betydeligt, så der skabes plads til alles behov og følelser.

Der kan være emner, som er svære at tale om, og der kan være hemmeligheder, som man kun vil tale med en udenforstående om. Derfor indebærer familieterapien også altid nogle samtaler på tomandshånd, og hvor jeg som terapeut har fuld tavshedspligt over for de øvrige familiemedlemmer.

Terapiens mål er ikke blot at løse de aktuelle problemer og konflikter, men også at give familien de nødvendige redskaber til at kunne løse de fremtidige.