Ved at læse artikler kan du få større generel viden om diverse emner og problemer. Det kan være et skridt på vej mod en større forståelse af dig selv og dine nærmeste, og det er gratis. Den viden, du erhverver gennem læsningen, vil desuden komme dig tilgode, hvis du går i terapi. Det samme gælder foredrag. Begge dele kan også give et indtryk af, hvordan en psykoterapi kan foregå – herunder specielt hvordan jeg arbejder.
At forstå er ikke kun en nøgle til at kunne tilgive. Det er også en nødvendig forudsætning for at kunne løse følelsesmæssige problemer. De fleste går løs på symptomerne uden at forstå årsagerne, og det bliver som at prøve at fylde en si med vand. Følelserne styrer os. De har deres egen logik, og den må vi forstå, hvis vi vil skabe varig bedring.
Så affind dig ikke med “forklaringer”, der kræver tro på noget uklart, ulogisk, mystisk eller overnaturligt, eller som kræver, at du lægger ansvaret i andres hænder. Hvis den, der vil hjælpe dig ikke kan give dig en logisk forklaring, som du kan forstå, og som du kan bruge til selv at tage føringen, er det nok fordi hjælperen ikke helt har forstået problemet, og så skal du måske overveje at søge hjælp et andet sted.
Jeg håber, artiklerne her kan hjælpe dig lidt på vej, og at du kan relatere noget af indholdet til dig selv/dine nærmeste. Men husk, at de ikke er skrevet specielt til eller om dig eller dem, og at de ikke indeholder nogen facitliste. Vi er allesammen forskellige. Og selv i tilfælde, hvor teorien “passer på en prik”, er den sådan set forkert, hvis modtageren ikke er parat til at forstå/indse den.
Du finder artiklerne i drop-down menuen ovenfor. God fornøjelse med læsningen!