Ofte hører jeg i forskellige medier om mennesker, der er ”blevet ramt” af sygdom. Jeg prøver så at forestille mig, hvorledes de stakkels sagesløse er kommet gående hen ad gaden på en almindelig torsdag og pludselig er blevet ramt i hovedet eller i maven eller måske i ryggen. Sygdommen må have været lavtflyvende og måske usynlig. Eller måske suste den rundt om gadehjørnerne med baskende vinger i så stor fart, at folk simpelthen ikke kunne nå at dukke sig?
Nej! Det er selvfølgelig noget vrøvl. Sådan er der ingen, der bliver ramt. Man kan vel være så uheldig at blive ramt af en faldende tagsten, men så vidt jeg ved, sker det yderst sjældent. Så lad os slå fast med det samme:
De fleste sygdomme er ikke nogle man ”bliver ramt af”
De er nogle man UDVIKLER!
Vi kan med andre ord gå relativt trygt på gader og veje. Selv personer, som rent fysisk rammes af sygdomsfremkaldende bakterier eller af andre sundhedsskadelige miljøpåvirkninger, har ofte et medansvar. De burde ikke have spist den halvrå kylling. De burde ikke have malet i timevis uden ventilation. De burde ikke have gået så langt i kulden uden halstørklæde. De burde ikke have røget 15 cigaretter om dagen i de sidste 20 år. De burde have spist sundere, motioneret mere, osv., osv.
Ordet ”sygdomsramt” skal naturligvis forstås i overført betydning. Men hvorfor kalder vi egentlig mennesker for ”sygdomsramte” og ikke bare for syge? Det gør vi, fordi vi vil være hensynsfulde. De stakkels syge skal ikke oven i deres lidelser have påduttet en grim skyldfølelse. ”Der er ingen, der bliver lykkeligere af skyldfølelse!”.
Men desværre er vi derved med til at opretholde et tabu, som i det lange løb skader og gør ondt værre for både de syge og de raske. Vi er så bange for at komme til at såre de ”sygdomsramte”, at vi har opfundet denne mildt sagt fantasifulde betegnelse, som fritager de syge for ethvert medansvar for deres eget helbred og dermed også for den naturlige skyldfølelse, som både de og de raske måtte føle.
”Man må ikke træde på dem, der ligger ned”, og det gør vi sandelig heller ikke. Vi glæder os i vort stille sind over, at det ikke er os, der er syge (”syv-ni-tretten”). Vi tillader os at have det godt, selvom de syge har det dårligt, og for at dulme vores halvdårlige samvittighed over, at vi ikke har hjulpet dem til et bedre liv, så springer vi med på vognen, kalder dem ”sygdomsramte”, og lukker øjnene for de ubehagelige realiteter, som vi ellers ville føle os nødsaget til at forholde os til. Nemlig at sygdommen ofte er en følge af, at den syges følelser ikke er blevet taget alvorligt. I stedet for at begynde at tage de følelsesmæssige problemer op vælger vi alle at lukke øjnene og fralægge os ethvert ansvar. Det er nemlig langt det nemmeste.
Men det er af største vigtighed at forstå hvornår og hvordan
den syge medvirker aktivt i at UDVIKLE sin egen sygdom!
Det er vigtigt, fordi det åbner for tanken, at
den syge kan også aktivt medvirke til at AFVIKLE sin sygdom,
og den syge har det største ANSVAR for, at dette sker!
Det er rigtigt, at det kan vække skyldfølelse, men den må vi så forholde os til i stedet for at krybe udenom!
Mange af os kan inderst inde godt mærke, at vi lever i delvis modstrid med, hvad vores egne følelser fortæller os:
- at vi ikke har et lykkeligt kærlighedsliv, eller
- at vi ikke er glade for vores arbejde, eller
- at vi ikke føler os dygtige/flittige/effektive nok, eller
- at vi ikke føler os værdsat/elsket, eller
- at vi ikke er gode nok til at sige fra, eller
- at vi ikke tør sige til, når chancen er der, eller
- at vi ikke kan lade være med at ryge/trøstespise/drikke/etc., selvom vi føler, at vi ikke burde, eller
- at vi ikke kan holde vores liv ud uden at tage medicin, eller
- at vi bliver vanvittig irriterede over vores forældre/børn/ægtefælle, selvom vi ikke gør noget ved det,
- osv., osv.
Mange af os lader stå til og lever i årevis med den slags følelsesmæssige og/eller fysiske belastninger uden at få løst problemerne. Det indebærer et vedvarende stress, som langsomt men sikkert svækker og nedbryder vores helbred. Følelserne er forbindelsesleddet mellem krop og sind. Når sindet vælger at ignorere følelserne, gør vi vold på fysikken! Så er det blot et spørgsmål om tid, før nedarvede svagheder, alderssvækkelse eller uheldige miljøpåvirkninger bliver dråben, der får bægeret til at flyde over, så helbredet vakler, og sygdommen bryder ud.
Tilsvarende ved mange syge inderst inde, at deres følelser advarede dem, længe før sygdommen brød ud, og at de kunne have lyttet meget mere til deres følelser, end de gjorde.
F.eks. mærker mange rygere, hvordan en cigaret kan give ro og velvære og fjerne ubehaget, når man føler sig stresset eller vred, eller måske når fremmede kommer for tæt på. Signalerne fra sindet er der, men de ignoreres og dæmpes vha. en cigaret. Men kroppen advarer trofast: Røgen svider på tungen og pirrer i luftrør og lunger. Man lugter ud ad munden, har ”morgenhoste” og bliver let forpustet. Alle disse følelser kan ignoreres, og den som gør det nedbryder sin egen fysik. Sygdommen (lungecanceren?) lurer bag hushjørnerne forude!
Omvendt kan man styrke sin fysik ved at give plads for følelser som f.eks. stress, vrede eller nærhed. Ved at opleve dem for fuld styrke, forstå dem og forholde sig konstruktivt til dem:
Man kan aktivt ændre sit liv, så det bliver mindre stressende, og så der bliver færre irritationsmomenter, og man kan lære sig at opsøge og nyde nærhed og kontakt med andre mennesker på de tidspunkter og på den måde, som passer én selv.
Hvis du er ryger og tror,
at du ikke bruger tobakken til at holde dine egne følelser på afstand,
så prøv at lade være med at ryge og mærk forskellen!
Vi kan forholde os til vores følelser på to grundlæggende forskellige måder:
– Den ene er, at vi kan opleve og acceptere dem alle som underbevidsthedens budskaber til vores bevidsthed om, hvilke behov vi har. Og vi kan lade os vejlede af følelserne i alle vores tanker og handlinger. Jo bedre vi er til at fornemme, udtrykke og følge vores følelser, jo gladere, lykkeligere og sundere bliver vores liv.
– Den anden er, at vi kan fortrænge og/eller forkaste dele af vores følelsesliv og derved lade hånt om de behov, som følelserne fortæller om. Dette fører til indre konflikt, usikkerhed, mindreværdsfølelser og/eller selvhad og selvfølgelig til en dårlig behovstilfredsstillelse. Enhver kan forstå, at det ville belaste vores fysik, hvis vi ikke gav os lov til at hvile, når vi følte træthed, eller hvis vi ikke reagerede på vores følelser af sult og tørst. Men alle vores følelser er værd at lytte til! Også angst, generthed, smerte, sorg, vrede, osv. har et budskab, og hvis vi ignorerer en følelse, risikerer vi at gøre os sårbare for sygdom. Måske kan der gå 20-30 år eller mere, før fysikken kollapser. Måske sker det før. Måske bliver vi pludselig udsat for en ulykke, en skilsmisse, et dødsfald i familien eller en fyring fra vores job. Hvis vi gennem længere tid har svækket os selv ved at ignorere vores egne behov, kan sådanne hændelser blive den sygdomsudløsende faktor – dråben, der får bægeret til at flyde over.
Hvad gør vi så, når vi har fået konstateret en alvorlig sygdom som f.eks. cancer, depression eller sklerose?
De fleste bliver chokerede, men når chokket har fortaget sig, er der igen to grundlæggende forskellige måder at forholde sig til sygdommen på:
– Den ene er, at vi kan se symptomerne som kroppens budskab om, at nu er grænsen nået for hvor længe, vi kan blive ved med at ignorere vores egne følelser. For nogle fører sygdommens udbrud til en brat opvågnen og til en markant ændret livsstil. Skyldfølelsen og den dårlige samvittighed over at have mishandlet os selv i årevis har heldigvis fået overtaget, og den sunde livs- og kampvilje er vakt.
– Den anden er, at vi bliver ved som før! Budskabet om sygdom er jo ubehageligt og skræmmende, og hvis vi kan fortrænge og fornægte vores egne følelser, kan vi vel også overhøre dette budskab! Især hvis vi kan gå hjem fra lægen – autoriteten – med den besked, at vi er ”blevet ramt” af et eller andet og i øvrigt får dette bekræftet af alle andre mennesker.
Hvis ingen har lyst/tid til at konfrontere den syge med ubehagelig dårlig samvittighed, konflikter, problemer og fortrængte følelser og hele den misere, der er sygdommens egentlige baggrund, så kan fortrængningen lettere opretholdes. Men nogle læger går meget videre end som så. De giver direkte patienten besked om, at: ”Der er ikke noget, du selv kan gøre”, og: ”Prøv at leve videre så normalt som muligt”. Ikke vække skyldfølelse! Ikke vække falske forhåbninger! Ikke lave om på noget! De ubehagelige følelser og kroppens andre symptomer kan dæmpes med medicin således, at patienten kan holde ud at fortsætte sin selvdestruktive livsstil lidt endnu, indtil det hele er forbi.
Men er dette virkelig hensynsfuldt? Moderne læger er meget opmærksomme på den såkaldte ”Placebo”-effekt – den kendsgerning, at troen i sig selv nogle gange kan have en helbredende virkning. Omvendt tales der også om ”Nocebo”-effekt – at følelsen af håbløshed kan forværre sygdommen markant. Dette burde vi tænke på, når vi stempler folk som ”sygdomsramte” eller giver dem besked på at ”der er ikke noget at gøre”. Man kan jo ikke spole tiden tilbage til den gang, hvor man var ”uramt”. Er man først blevet ”ramt”, er man altså blevet et sagesløst offer. Situationen er nærmest totalt håbløs, og Nocebo-effekten får frit spil.
Selv patientforeninger kan have tendens til at kæmpe for at få fastslået, at patienternes situation er håbløs, og at der ikke er nogen mulighed for helbredelse! Indsatsen koncentreres om at skaffe økonomisk kompensation, og hvis nogen kommer og siger, at patienten kan gøre en indsats selv og faktisk få det bedre, har dette budskab ingen interesse. Det kunne jo betyde mindre økonomisk hjælp!
Fysisk og mental sundhed hænger sammen, og netop når vi står over for sygdomme, som vi ikke helt forstår årsagerne til, og som vi ikke magter at helbrede med medicin eller operation, bør vi være mere opmærksomme på denne sammenhæng. Ingen pille kan give os alt det, som vi må undvære, når vi lever et liv, som er os følelsesmæssigt imod. Lad os interessere os mere for hinandens og vores egne følelser. Det er ikke farligt at mærke og udtrykke følelser som glæde, sult, træthed eller endog angst, smerte, sorg eller vrede. Det er tværtimod sundt, og at ignorere dem kan være direkte livsfarligt.
Tag selv ansvaret for dit eget liv og for dit helbred!
Ingen kan som dine følelser fortælle dig, hvad du har behov for netop nu,
eller hvad der er galt i dit liv.
Husk at enhver ekspert kun er ekspert på sit isolerede område,
og at selv den dygtigste ekspert ikke kan føle dine følelser for dig.
Hvis dine følelser siger et, og din forstand noget andet, så har du ikke til fulde forstået dig selv. Måske er det dine følelser og ikke din forstand, der har ret.
Hvis dine følelser er i indbyrdes modstrid så husk, at man kan hade og elske på samme tid. Tilværelsen er ofte kompliceret, og begge de modsat rettede følelser har en naturlig årsag. Hvis du accepterer dem begge, bliver det lettere at forstå dem og at forholde dig til årsagerne/behovene bag.
Hvis du er en af dem, der har det godt – er glad og lykkelig og har et godt helbred – så hav det godt med god samvittighed! Du har lov til at ha’ det godt, selvom andre har det dårligt! Og hvis du vil være med til at nedbryde et skadeligt tabu, så hold op med at kalde syge mennesker for ”sygdomsramte”. Når du møder mennesker, som har udviklet en sygdom ved at lade hånt om deres egne følelser, så drop den misforståede hensynsfuldhed, og kald en spade for en spade. Måske vil det vække debat og måske forargelse, men hvis nogen skulle få skyldfølelse over, at de har handlet i modstrid med, hvad deres egne følelser fortalte dem, så kan det måske motivere dem til at gøre noget mere for sig selv. Og hvis nogen skulle blive opfyldt af falske forhåbninger om et bedre, sundere og lykkeligere liv, så lad dem da have det håb at klamre sig til! Selv om Placebo-effekten måske udebliver, kan håbet i det mindste beskytte mod Nocebo-effekt. Og hellere leve den sidste tid med et falsk håb end i total håbløshed.
Vor samlede mængde af viden om mennesket og dets funktioner siges at vokse med en hastighed, som svarer til en fordobling hver 3½ år. Listen over helbredelige sygdomme er hastigt voksende. Alene dette er vel grund nok til at håbe.
Desuden er selve det at gøre noget for sig selv meningsfuldt. Mennesket er skabt med en perlerække af talenter, og det er meningsfuldt og livsbekræftende at bruge dem. Selve kampen for at få det bedre er meningsfuld, og der er altid noget, man kan gøre. Hvis man accepterer at være ”ramt” af ”noget”, som man ikke rigtig kan definere, og som man ikke kan ændre på, så er man gået i stå, og har givet afkald på en væsentlig del af livets mening.