Overspisning – Trøstespisning – Tvangsspisning
Næsten halvdelen af den vestlige verdens befolkning er overvægtig.
Kun i få tilfælde skyldes det stofskiftesygdomme.
Langt de fleste spiser forkert og for meget og motionerer for lidt, selvom de ved bedre.
Overspisning skyldes ikke manglende viden
men bagvedliggende følelsesmæssige problemer.
Disse problemer kan løses!
Man kan være overspiser på flere forskellige måder:
- Nogle overspisere har tilbagevendende spiseorgier og propper sig med store mængder mad. Spiseorgierne kan være tydeligt forbundet med humørsvingninger. I så fald kan man tale om trøstespisning.
- Hos andre forekommer spiseorgierne mere regelmæssigt,
- og hos endnu andre er overspisningen bare jævnt fordelt og har ikke karakter af deciderede orgier, men snarere af for mange og for store faste måltider og/eller konstant småspisning.
Et fællestræk er, at overspisere føler sig tvunget til at spise, som de gør, hvorfor jeg ikke skelner mellem overspisning og tvangsspisning.
I det følgende omtales alle de nævnte former som overspisning.
Begrebet overvægt er ikke et modefænomen
Nogle vil indvende, at det bare er et kulturbestemt modefænomen, at vi skal være slanke. For blot 100 år siden var det moderne at være rund og kraftig, og det blev dengang anset for at være sundt! Men dette må du læse mere om andetsteds. Nutidens slanke sundhedsideal er ikke kun et modefænomen. Med mulighederne for ganske let at bestemme kroppens fedtprocent er vi rykket tættere på videnskabeligt set objektive kriterier for måling af fedme. Masser af videnskabelige undersøgelser konkluderer, at slanke mennesker præsterer mere rent fysisk, er lykkeligere, mindre syge og lever længere.
Overspisere er som regel overvægtige og føler ofte stor lede ved deres krop. Det er som regel udseendet, der er den væsentligste grund til, at overspisere vil slanke sig. Måske fordi det overvægtige udseende nådesløst afslører ikke bare den dårlige fysiske tilstand, men også den manglende evne til at klare de bagvedliggende følelsesmæssige problemer. Mange overspisere føler sig simpelthen som tabere, og de føler, at deres overvægt klart og tydeligt signalerer dette. Derfor bliver det vigtigt at se slank ud.
Forkert behandling uden hensyn til følelserne
Desværre koncentrerer de fleste overspisere – og også de fleste behandlere – sig kun om symptomet overvægt og ikke om de følelsesmæssige problemer, der er årsag til overspisningen. Resultatet er, at millioner af overspisere kæmper en livslang og forgæves kamp mod deres egne følelser uden nogensinde at få løst deres problemer. Oven i dette bliver de dunket i hovedet med kedelige kostpyramider, slankeretter og slanke- og fastekure, sygeligt tynde fotomodeller, opslidende motionsplaner og uopnåelige modeidealer, som alle sammen forekommer specialdesignet til at give dårlig samvittighed og mindreværdsfølelser – noget ingen har brug for, når man i forvejen står midt i sine øvrige følelsesmæssige problemer med følelsen af at være taber.
Det er rigtigt, at mange problemer bliver endnu værre, hvis man er overvægtig, og derfor ville det da være rart, hvis vægten kunne bringes ned på normalniveau. Men alverdens slanke- og motionsprogrammer kan ikke løse de bagvedliggende følelsesmæssige problemer, så pas på! At ignorere følelserne gør mere skade end gavn.
Så mit råd er at forstå følelsernes rolle og at løse de følelsesmæssige problemer først. Ellers bliver slankningen en sej kamp, og selv hvis den skulle lykkes, er årsagerne til overspisningen der stadig. Og så er konsekvensen enten symptomskifte eller tilbagefald.
Følelserne styrer os
Mennesker føler behovet for næring i form af følelserne sult og tørst, og reagerer på disse følelser ved at spise og drikke, indtil de føler mæthed. Det er med andre ord følelserne, der styrer næringsindtagelsen, og derfor skal følelserne helst give et korrekt billede af næringsbehovet. Det gør de ikke hos overspisere.
Mekanisk sult og mangelbestemt sult
Når maven er tom, opstår en “mekanisk bestemt” sultfornemmelse. Når organismen derimod mangler bestemte stoffer, f.eks. fordi de i en periode ikke findes i kosten, indtræder en “mangelbestemt” sultfornemmelse.
Mæthedsrefleksen kan være ødelagt
Når maven rent mekanisk er fyldt op, aktiveres mæthedsrefleksen, og den mekaniske sult ophører. Men dersom maven gennem længere tid er blevet vænnet til at være spilet ud af for meget mad, kan mæthedsrefleksen være blevet ødelagt. Når der ikke kommer nogen mæthedsfølelse, holder man ikke op med at spise i tide, og maven bliver igen spilet ud. Det er en ond cirkel. Det er derfor skadeligt at tvinge nogen – f.eks. børn – til at spise op. Man risikerer at ødelægge deres naturlige mæthedsrefleks og skabe et vægtproblem. Det er sundere at levne resten, når man er mæt – selvom maden har været dyr, og selvom “de små børn sulter i Afrika”.
For nogle lykkes det at genetablere mæthedsrefleksen. Der findes kure med dette erklærede mål, men kure er ofte mere skadelige end gavnlige, så vær på vagt. De nyere kure indeholder angiveligt tilstrækkeligt med næringsstoffer – I hvert fald tilstrækkeligt med de næringsstoffer, som vi har opdaget – Men der er uden tvivl næringsstoffer, som vi endnu ikke kender eller forstår den fulde betydning af. Det taler for at spise varieret og for at undgå kure.
Hvis man spiser meget hurtigt, kan mæthedsfølelsen ikke nå at melde sig, før man har spist for meget. En “kur” til genetablering af mæthedsrefleksen må derfor indbefatte, at man spiser langsomt.
Den mangelbestemte sultfornemmelse indtrådte ofte i forbindelse med tidligere tiders ensidige slankekure. Selvom kuren lokkende siger: “Spis så meget du kan af salaten/spinaten/brødet/…”, så føler man alligevel, at “der mangler noget”. Man er ikke tilfreds. Derfor “falder man let i” og bryder kuren, og så ødelægges mæthedsrefleksen igen.
En årsag kan være, at fordøjelsessystemet ikke er i stand til at optage alle de næringsstoffer, som føden indeholder. Selvom man spiser tilstrækkeligt med næringsstoffer, får kroppen altså alligevel ikke, hvad den behøver. Og så føler man sig naturligvis utilfredsstillet. Derfor kan det være en god ide, at få analyseret sin næringsoptagelse og evt. supplere med de rette kosttilskud. Men mange gør det og betaler i dyre domme for undersøgelser og kosttilskud. De ændrer kostvaner som foreskrevet af eksperterne, men efter en periode bliver det for uudholdeligt – for ”der mangler stadig noget”!
Den bedste “kur” til genopbygning af mæthedsrefleksen er i de fleste tilfælde at spise varieret og velsmagende mad, og at spise den meget langsomt – f.eks. i små bidder, der hver tygges mange gange. Tilsvarende er det en god ide at drikke langsomt og i små slurke. Variationen sikrer næringsindholdet. Den grundige tygning sikrer, at maden nedbrydes grundigt og blandes med spyt, hvilket gør den lettere at fordøje. Og den langsomme indtagelse giver mæthedsrefleksen (eller det der måtte være tilbage af den) en chance for at virke, inden maven er blevet udspilet af for meget mad igen. Det er såmænd bare sund fornuft. Men den sunde fornuft er magtesløs, når følelserne stadig siger, at ”der mangler noget”!
Det er rigtigt, at ”der mangler noget”
Den uudholdelige følelse af, at “der mangler noget”, har som regel ikke noget med madens indhold og mængde at gøre, eller med fordøjelsessystemets evne til at optage næringsstoffer. Følelsen skyldes helt andre behov, som fejlagtigt og ubevidst for overspiseren selv er blevet forbundet med det at spise og drikke, men som ikke har direkte forbindelse med næringsbehovet. Når disse andre behov forbliver utilfredsstillede, vedvarer følelsen: “der mangler noget”, og man spiser videre i et forsøg på at tilfredsstille behovet for dette “noget”.
Hvis man som overvægtig prøver at spise moderat og i overensstemmelse med kosteksperternes råd, altså en varieret kost uden for meget fedt – eller hvis man går på slankekur – og prøver at ignorere sine følelser af at “der mangler noget”, så bliver følelserne hurtigt værre: Der kommer hurtigt abstinenslignende følelser som hjertebanken, svimmelhed, hovedpine, kvalme, irritation, og hvis man ikke gør noget ved det: angst.
Dette skyldes to ting:
1) De gamle kostråd er forkerte, fordi man fejlagtigt troede, at overvægtige bare skulle undgå fedtstoffer! Kostrådene indeholdt alt for mange såkaldt hurtige kulhydrater (som sukker, hvidt brød, pasta, ris og til dels kartofler og sød frugt) – altså næringsstoffer, der gjorde blodsukkerbalancen ustabil, og derved netop gav alle de ubehagelige abstinenslignende følelser. Ubehaget aftager, hvis man spiser noget sødt. Derfor skynder de fleste sig at gøre det, selvom de godt ved, at det feder. Det bevirker igen, at blodsukkerbalancen svinger alarmerende op og ned, hvilket på sigt forstærker de abstinenslignende følelser og på langt sigt disponerer for sukkersyge. Overspisning kan udvikle sig til en måde at flygte fra sådanne ubehagelige følelser på, og det er et farligt skråplan. Blodsukkeret bør holdes nogenlunde stabilt vha. langsomme kulhydrater, som indtages jævnt fordelt over dagen.
2) Kostråd og slankekure løser ikke de bagvedliggende følelsesmæssige problemer. Det vigtigste for overspisere er at finde frem til de følelsesmæssige behov, som de ikke får godt nok tilfredsstillet. Det er nemlig disse behov, som overspisere forsøger at tilfredsstille ved at spise for meget. Især den moderne psykoanalyse arbejder med at kortlægge utilfredsstillede behov og fortrængte følelser. Derfor kan den hjælpe med at løse problemerne bag overspisning, og samtidig med at få et lykkeligere og mere tilfredsstillende liv.
Når følelserne af sult og tørst igen afspejler det reelle næringsbehov og ikke en masse andre utilfredsstillede følelsesmæssige behov, så vil overspisningen af sig selv ophøre. Overvægten vil gradvist aftage, selvom man ikke går på deciderede kure. Men det er selvfølgelig muligt at fremskynde slankeprocessen vha. slankekure, og det er lettere at holde kurene, når man er følelsesmæssigt i balance. Tilsvarende er det lettere at omlægge sine motionsvaner i takt med, at man bliver mere mobil, når følelseslivet er stabilt og godt.
Efterskrift og links
De fleste af problemerne bag overspisning findes i større eller mindre grad hos os alle sammen. Hver person har sit mix af problemer, og vi har alle en måde at leve med problemerne på.
Nært beslægtet med overspisning er anoreksi og bulimi. Og nogle gange veksler samme person mellem disse symptomer. Hvis du har haft noget ud af at læse dette om overspisning, så kan du måske også have glæde af at læse om anoreksi og om bulimi. Nogle af problemerne bag disse symptomer er præcis de samme som problemerne bag overspisning.
Links til siderne om: