Menneskebarnet er skabt utrolig hjælpeløst men besidder alligevel al den selvtillid, som det behøver for at give sig i lag med den enorme opgave, som det er at lære næsten alt fra grunden. Og hvorfor skulle et spædbarn ikke også være fuld af selvtillid? Menneskebarnet er det ypperste, som evolutionen til dato har kunnet skabe. Det tilhører ligesom sine forældre den dominerende art, og dets forældre har ikke blot overlevet, men de har også sat næste generation i verden – nemlig spædbarnet selv. Forældrenes måde at (over)leve på har bestået evolutionens hårde prøve og er med andre ord beviseligt “rigtig”. Forældrene udgør/har valgt/skabt barnets miljø, som dermed også er beviseligt ”rigtigt”. Alt er som udgangspunkt såre godt!

Men hvorfor går det så alligevel ofte ned ad bakke med selvfølelsen?

Mindreværdsfølelser opstår,
fordi børns forældre ikke formår at skabe et miljø,
som passer til deres børns behov

Spædbarnet har ingen mulighed for at ændre det miljø, som det er født ind i. Hvis miljø og barn ikke passer sammen, kan barnet prøve at skrige. Men hvis miljøet ikke retter sig, er barnet magtesløst. Hvis miljøet ikke imødekommer barnets behov, vil barnet skrige mere og mere intenst, og barnets angst vil vokse i takt med dette. Angsten er både velbegrundet og realistisk, for magtbalancen er fuldstændig skæv. Barnet må tilpasse sig miljøet eller dø.

Mentalt oplever barnet, at det selv er “forkert”, for miljøet er jo beviseligt “rigtigt” og står i øvrigt ikke til at ændre. Hvis barnets behov ikke bliver tilfredsstillet, må behovene være ”forkerte”. Det barn, som vokser op med utilfredsstillede følelsesmæssige behov, vokser op med den frygtelige “sandhed”, at det er “forkert”, fordi dets følelser og behov er “forkerte”. Allerede før barnets spæde bevidsthed kan skelne mellem sig selv og sin omverden er dets egne følelser blevet til truende fjender. At føle sine egne behov bliver en skræmmende påmindelse om, at ”jeg er forkert og derfor i livsfare”. Hele barnets personlighed opbygges og udvikles herefter på det fundament, at

“jeg er ikke værd at elske
(miljøet finder ikke mine behov og følelser værd at imødekomme)
fordi jeg er forkert.
Jeg passer ikke ind i denne verden”.

Og det er desværre den konklusion, som en meget stor del af verdens befolkning bærer med sig fra barndommen. I virkeligheden er det børnene, der er født ”rigtige”, og miljøet der er forkert, men denne kendsgerning kan børn sjældent bruge til noget. Den er også alt for skræmmende. Kun de færreste konkluderer derfor, at: ”Jeg er hjælpeløst afhængig af et par forældre, som er ”forkerte” – ude af stand til at hjælpe mig med mine behov!”

Denne konklusion ville for de fleste børn være uoverskuelig og frygtindgydende, fordi et barn kan ikke ændre på sit miljø – kun på sin egen opførsel. Så længe barnet holder fast ved, at det selv er forkert, kan det arbejde med at prøve at blive ”rigtigt”, og det giver trods alt et håb.

I H.C. Andersens geniale eventyr om “Den grimme ælling”, opdager den forpinte ælling heldigvis til sidst, at den hele tiden har været god nok, og at det var dens miljø, der var forkert. De fleste af os kan føle med den stakkels ælling, fordi vi alle i en eller anden grad har følt os forkerte/uønskede/uelskede, og fordi vi alle har et medfødt ønske om at blive elsket og accepteret eller måske endog beundret, som ællingen bliver som voksen svane. Vi kan lide historien, fordi den ender positivt og dermed giver os håb, men også fordi den illustrerer en dyb sandhed: Vi er alle født med en vidunderlig perlerække af pragtfulde egenskaber, som evolutionen har udstyret os med, men vores miljø har aldrig rigtig kunne værdsætte dem fuldt ud. Kun vores præstationer er blevet værdsat – ikke vores følelser. Gennem opdragelsen har vi på denne måde lært at foragte vores egne naturlige følelser og at opleve os selv som ”grimme” og ”forkerte”.

Da følelserne skabes/udspringer af vores fysik, bliver kampen mod vores følelser let til en kamp imod vores egen krop, som det ses i symptomer som f.eks. spiseforstyrrelser, selvmutilering (når man gør skade på egen krop), ”kønsskifte”-operationer, sygelig overtræning, m.fl. Selvhad er et udtryk for, at man er blevet opdraget til at vende sin aggression indad imod sine egne ”forkerte” følelser, og ofte har aggressionen bredt sig til også at være rettet imod den krop, som genererer og rummer følelserne.

For den, der føler mindreværd og selvhad, kan ethvert billede i et sports- eller modeblad være en påmindelse om, at ens egne følelser og/eller ens egen krop er ”forkert” og ”forfærdelig”. Selv en velment kompliment kan misforstås som ironi og en ondskabsfuld hån, fordi den strider lodret imod ens egen opfattelse og følelser. Selvhadet projiceres over i andre, og det kan være svært at forstå, at andre ikke også hader en, ”når man er så forfærdelig”. Det gør det svært og meget ubehageligt at færdes blandt mennesker og nærmest umuligt at fungere godt i en familie eller i et parforhold.

Selvhadet gør det vanskeligt at nyde et sex-liv, fordi selvhadet også rammer de seksuelle følelser. Især for kvinder gør utilfredsheden med ens egen krop det ofte umuligt at få orgasme. Orgasmen er jo netop højdepunktet af glæden ved egen krop og alle dens signaler. Og den manglende evne til at få orgasme forstærker selvfølgelig både mindreværdet, selvhadet og utilfredsheden med ens egen krop. Det er en ond cirkel.

Denne cirkel må brydes, og vi kan heldigvis gøre op med vores forfejlede børnelærdom og lære at værdsætte os selv og vores følelser igen, når vi får den rette indsigt og støtte til det, hvilket som regel kræver kvalificeret hjælp.