Uddrag fra Bentes psykoterapi
Bulimien var Bentes nødventil. Den var hendes måde at få afløb for en masse indestængte og ophobede følelser på. Derfor voksede presset og trangen støt mellem hver gang Bente gjorde det, og derfor følte Bente sig mere afslappet og i balance med sig selv lige bagefter. Bente vidste det, og derfor ville Bente på en måde ikke af med sin bulimi. Hun havde nemlig ikke noget bedre at sætte i stedet.
Samtidig var Bentes situation uhyggeligt svær. Hun levede et hemmeligt liv, hvor hun prøvede at skjule sine madorgier og sin opkastning, samtidig med at trangen var så stærk, at hun ikke kunne modstå den. Hun havde hele tiden problemer med at skaffe mad til sine “ædeflip”, og hun manglede konstant penge. Hun levede som en narkoman, der konstant mangler penge til sin narko, men samtidig gjorde hun sig enorme anstrengelser for at se ud som om, hun havde perfekt styr på alt.
Bente var fanget imellem, at hun på den ene side ikke ville afsløres, fordi hun ikke ville betragtes og behandles som en sindssyg, og fordi hun ikke kunne undvære sin bulimi, og at hun på den anden side følte sig umådelig ensom og rådvild og vidste, at hun havde brug for hjælp. Da hun ikke kunne beslutte sig, gik tiden bare. Hun dyrkede jævnligt sin bulimi men skjulte det dårligere og dårligere, indtil hendes mor på et tidspunkt tog hende på fersk gerning midt i et spiseorgie. Bente prøvede først at nægte det hele, men moderen pressede på, og Bente brød sammen og fortalte grædende sin mor om, hvad det var hun gjorde.
Da Bente kom til sin første analysetime, var hun nervøs og mistroisk og fuld af skyldfølelse. Hun bebrejdede sig selv, at hun opførte sig så tåbeligt, og hun foreslog, at hun gik hjem og tog sig sammen i stedet for at bruge så meget tid og så mange af hendes mors penge på en psykoanalyse. Hun indvilgede dog i at sidde og lytte i resten af den bestilte konsultation, eftersom den jo under alle omstændigheder skulle betales.
Jeg fortalte Bente, at vi alle har et stofskifte, som producerer energi. Den energi kan vi bruge på en masse forskellige måder til at tilfredsstille vores behov. Når vi mærker en følelse, er det vi mærker i virkeligheden energi til at tilfredsstille et behov. Men hvis vi ikke giver os lov til at opleve vores følelser, kan vi ikke mærke og tilfredsstille vores behov, og vi får ikke brugt vores energi. Så hober energien sig op, indtil vores underbevidsthed finder en måde at forbruge den på. At spise og kaste op er en velkendt måde at bruge en masse energi på, og det kan være rart at vide, at der er en god grund til, at man gør det, og at man er ikke alene om at have bulimi.
Bulimien giver altså afløb for en masse følelser, som vi har brug for at få afløb for, og som Bente ikke kunne få afløb for på anden måde. Sagt lidt anderledes måtte Bente have forbrugt den energi, som hendes stofskifte producerede, og energien drev Bente til at dyrke sin bulimi, hvad enten hun ville eller ej. Derfor kunne hun ikke bare “gå hjem og tage sig sammen”. Først, når Bente havde fået hjælp til at forstå og bearbejde sine følelser, ville hun kunne forbruge energien fra sit stofskifte på en mere direkte og tilfredsstillende måde, og så ville hun til den tid kunne vælge frit, om hun ville fortsætte med at dyrke sin bulimi, eller om hun ville droppe den.
Bente kunne dyrke sin bulimi så meget hun ville, imens hun gik i moderne psykoanalyse. Symptomet bulimi beskæftiger jeg mig ikke med. Men jeg ville gerne hjælpe Bente til at forstå sine følelser – også de ubehagelige – og hjælpe hende med at finde nye og endnu mere tilfredsstillende måder at bruge sig selv på.
Bente besluttede sig for at prøve at gå i moderne psykoanalyse. Hun kom hurtigt ind på noget af det mest centrale i hendes problem: Hun oplevede det nærmest lystbetonet at kaste op. Hun kunne i høj grad bestemme, hvordan følelsen skulle være, ved at spise de rigtige ting, før hun gjorde det. Samtidig hadede hun det. Men hvorfor følte hun både nydelse og vrede, når hun kastede op?
Jeg forklarede hende, at munden og spiserøret er et meget følsomt område, og at vi alle på et tidspunkt i vores liv dyrker dette at sutte og synke med meget stor lyst. Man mener, at i perioden fra vi er født og indtil vi bliver et par år gamle, er mundområdet den mest erogene zone på kroppen. Naturen har med andre ord indrettet os så smart, at i spædbarnsalderen, hvor vi alligevel ikke kan udrette så meget andet, er det forbundet med enorm nydelse at sutte og synke, så vi får lyst til at spise os store og stærke. Selv som voksne har vi bevaret lidt af denne lystbetonede følsomhed, som vi f.eks. nyder, når vi kysser hinanden.
Det gik op for Bente, at hun faktisk oplevede en slags seksuel nydelse, både når hun fyldte sig med mad, og når hun kastede op, og hun kunne se, at hun brugte maden som pirring i munden og i halsen. Hun forstod, at det egentlig er spædbarnets måde at dyrke sin seksualitet på, og at en del af hendes problem skyldtes, at hun ikke rigtig fik brugt sine seksuelle energier på en mere voksen måde. Hun kom i tanke om, at hendes mor en gang overraskede hende, da hun som 5-årig sad på toilettet og onanerede, og at hendes mor var blevet vred og bleg og havde sendt hende ind på sit værelse. Hun havde aldrig rigtig kunnet tale om seksualitet med sin mor.
Bente fik kun bryst i 3 måneder. Så blev hendes mor hospitalsindlagt i 14 dage og kunne/ville ikke amme hende mere, da hun kom hjem. Det oplevede Bente som 3 måneders kærlighed og intens nydelse og derefter en pludselig afvisning. Da Bente var 1½ år gammel, fik hun en lillebror, som blev ammet. Det blev Bente til gengæld ikke mere. Hun følte sig afvist igen. Da hun var 7 blev hendes forældre skilt. Hun forstod ikke hvorfor, men som børn ofte gør, så hun sig selv som årsagen: Hun havde nok gjort noget forkert. Hun var nok forkert.
Bente tilbragte de næste mange år med at være dygtigere, mere fornuftig og mere hjælpsom end sin lillebror. Det var altid Bente, der passede på lillebror og hjalp mor, og det lykkedes at udkonkurrere ham totalt i skolen. Bente var flittig og dygtig, og hendes lillebror blev en ballademager, som ikke kunne følge med. Men resultatet blev, at Bentes lillebror fik lektiehjælp, “for det var jo så synd for ham”, og “han havde jo ikke så let ved det som Bente”. Hver aften sad Bentes mor og læste med hendes lillebror, imens Bente måtte klare sig selv eller endda stå alene i køkkenet og lave mad til dem. Hendes mor roste da sin dygtige datter, men Bente bagatelliserede sin indsats og følte, at hun ikke fortjente at blive rost. Inderst inde var det heller ikke ros for sin flittighed hun længtes efter.
Efter nogle måneders analyse kom der nogle klare følelser frem fra Bentes underbevidsthed: Bente hadede sin irriterende lillebror og ønskede sig brændende, at hun havde været en dreng. Så måske hendes mor havde ammet hende ligeså meget, og elsket hende ligeså højt, og måske hendes far ikke havde forladt dem. Derefter kom vreden mod Bentes mor, som havde svigtet hende igen og igen ved ikke at forstå hende og ved ikke at lade Bente føle, at hun var god nok, og at hendes angst, jalousi, seksualitet, smerte, sorg og vrede var naturlige legitime følelser, som man godt kunne vise uden selv at blive afvist.
Det blev klart for Bente, at hun afviste maden ved at kaste op, for at bearbejde følelsen af afvisning. Men når Bente kastede op, var det hende der afviste. Hende, der havde kontrollen. Da hun var lille, var hun hjælpeløs og svag. Men selv som voksen kunne hun føle sig lille, hjælpeløs og svag, når trangen til at spise og kaste op tog magten fra hende. Også de følelser fik hun indirekte bearbejdet vha. sin bulimi.
Bentes mor kom en dag til en konsultation i stedet for Bente. Hun havde mange af de samme følelser som sin datter. Hun havde altid følt sig usikker og forkert, og da hun fik Bente, følte hun sig rådvild og angst. Hun var bange for ikke at være en god mor, og når Bente græd kunne hun føle det som en kæmpe anklage mod hende. Det havde nogle gange været svært for Bentes mor at tage Bente op. Hvorfor vidste hun ikke – måske mindede Bente hende for meget om hende selv. Det var lidt lettere med Bentes lillebror. Efter at Bentes far havde forladt hende, havde hun kastet sin kærlighed på børnene og havde ikke forsøgt at finde en ny mand. Det seksuelle havde aldrig sagt hende så meget, og “der var såmænd nok heller ingen, der ville have en midaldrende kvinde med to små børn”.
Bente kunne ikke bruge sin mor som identificeringsbillede. Hun oplevede sin mor som en, der var blevet forladt og afvist, og som selv havde affundet sig med det, fordi hun ikke var bedre værd. At blive som sin mor stod for Bente som en kæmpe fiasko. Men ikke desto mindre var hun jo lige som sin mor: kvinde, forkert og afvist.
Det var nødvendigt at placere en væsentlig del af “skylden” hos Bentes mor, for at Bente kunne se, at der ikke nødvendigvis var noget i vejen med Bente, bare fordi hendes mor havde svært ved at vise hende kærlighed. Bente forstod det, og rasede ud over sine forældre og begyndte på samme tid at komme sammen med en kæreste. Hun valgte meget tidligt at fortælle ham om sin bulimi. Han kom med til et par konsultationer og forstod straks, at hun måtte have afløb for sin energi på en bedre måde. Han så det som sin vigtigste opgave at hjælpe hende til at få et godt afløb for sin seksualitet. (Som Bente sagde: “Han lagde 2 og 2 sammen og fik sex ud af det!”). Men han var samtidig umådelig kærlig og omsorgsfuld, og Bente nød at blive forkælet, beundret og begæret. Det styrkede selvtilliden gevaldigt. Hun begyndte at arbejde bevidst med at dyrke sin kvindelighed og sin seksualitet, og fik efterhånden et bedre forhold til sin mor igen.
Bente fandt på at udvælge sig egenskaber fra berømte og dygtige kvinder og tilegne sig dem een for een. For eksempel satte hun sit hår som Marlene Dietrick, forsøgte at tale og formulere sig som sin lærerinde på Universitetet og at spille håndbold på samme legende måde som Anja Andersen. Det vigtige var ikke, hvor godt det lykkedes. Det vigtige var, at Bente kunne nyde at være kvinde, og at hun havde fået øje på en verden af muligheder, som lå åben for hende.
Efter ca. 4 måneder kunne Bente styre sin trang til at spise og kaste op. Vendepunkterne var opdagelsen af, hvorledes bulimien havde en nærmest seksuel karakter for hende, vreden og opgøret med hendes mor, samt hendes parforhold, hvor hun begyndte at tale om sit problem og om sine følelser, og hvor hun begyndte at have et intensivt voksent seksualliv.
Det var også kolossalt vigtigt for Bente at forstå, at maden blot var et legitimt objekt for alle de følelser, som oprindelig havde været rettet mod hendes mor. Så længe hun ikke turde tage opgøret med sin mor, havde hun ikke andre steder at gøre af de “forbudte” følelser. Maden fungerede altså som et mor-symbol.