Bentes oplevelse af sin situation:
Jeg har en trang, som andre ikke har
Den styrer mit liv og mine følelser og jeg forstår den ikke
Jeg prøver at lade være, men jeg kan ikke modstå presset
Det driver mig som en besættelse til at gøre det igen og igen
Det bygger sig op inden i mig og vokser og vokser
Til sidst er der intet andet, der betyder noget
Jeg må bare gøre det
Jeg har opgivet at stritte imod
Følelserne af maden, som glider ned, og følelserne af hvordan den bliver presset op og ud
Jeg mister et kort øjeblik kontrollen, når reflekserne i min krop tager over
Det er så stærkt og intenst
Det griber mig og jeg bliver revet med
Følelserne afhænger af, hvordan jeg sammensætter mit måltid
Fede, bløde ting er gode
Boller, kager, chokolade, burgere, is
Alt føles forskelligt i mit univers
Jeg udforsker det
Jeg eksperimenterer
Jeg kan styre mine oplevelser
Det er mit hemmelige liv
Det er hele mit liv
Alting kredser om det
Bagefter er der ro
Jeg er lettet og befriet
Presset er væk
Trangen er væk – for en tid
Jeg kan tænke over, hvad det er, jeg gør
Men jeg kan ikke fortælle om det
Alle vil synes, jeg er skør
Jeg synes selv, jeg er skør
Det jeg gør er jo sindssygt
Jeg er flov og skammer mig over mig selv
Måske kunne jeg i virkeligheden godt lade være
Men jeg vil egentlig ikke
Jeg skjuler det
Jeg rydder op efter mig og fjerner alle spor
Ingen må vide, hvordan jeg i virkeligheden er
Jeg passer på, at jeg ikke bliver tyk
Det må ikke kunne ses på mig, hvad jeg laver
Jeg er god til at skjule det
Jeg vil ikke være tyk
Jeg vil ikke have kvindelige former som bryster, mave, hofter og balder
Jeg vil ikke blive kvinde
Jeg vil ikke blive som min mor
Jeg vil ikke menstruere
Jeg vil ikke blive gravid
Jeg vil have kontrol over mine følelser
Jeg vil ikke være afhængig af mors mad, men jeg ved, at jeg er det
Jeg vil ikke føle længsel efter mors mad, men jeg ved, at jeg er slave af mad
Jeg vil have kontrol over min sult og min indtagelse af mad, og det får jeg ved at kaste op
Jeg vil ikke føle min smerte
Jeg vil ikke føle min sorg
Jeg vil ikke føle min skyld
Jeg vil ikke føle min vrede
Jeg vil ikke føle min angst
Mine følelser er forkerte
Jeg er forkert
Men jeg vil ikke undvære at føle, og bulimi er min løsning på det hele
Man må ikke være aggressiv og man må ikke hade sine forældre
Jeg er ikke aggressiv på min mor, jeg hader kun mig selv og maden
Jeg hader “min mor i mig selv”
Jeg hader “kvinden” i mig
Jeg hader “min mors mad i mig selv”
Men jeg elsker og dyrker at spise og at kaste op
Jeg kan kontrollere og bekæmpe “min mor i mig” ved at
fylde mig til bristepunktet med hende i form af mad og
kaste hende op og væk
Opfyldning og udtømning er mine våben
Ved at dyrke disse våben kan jeg undgå mine følelser af
smerten og sorgen over ikke at være elsket og min længsel efter at blive det
skylden og vreden over at være forkert/uønsket/uelsket og
angsten for at vreden alligevel skal komme op i mig
Når jeg spiser og kaster op, har jeg kontrol over “min mor i min krop”
Jeg får hende ind og bliver eet med hende
Og jeg afviser hende og renser hende ud af mit system
Mit spiserør er en cylinder af følelser, og stemplet er maden, som giver mit følelsesliv indhold
Jeg er som et pølseskind, der higer efter at fyldes og tømmes
Jeg gør det igen og igen
Maden pirrer og ægger mig, opfylder og udspiler mig og bliver presset ud af mig
Det er stærkt og det forbruger mine kræfter og al min energi
Det giver mig en stor tilfredsstillelse
Jeg mærker, at jeg lever!
Jeg styrer og kontrollerer min mor i min krop og alle de andre følelser
Jeg vil ikke straffe/såre/nedgøre mor, men jeg gør det alligevel:
Se, hvor jeg elsker og hader dig mor, og det er din skyld!
Du skal lide af skyld og smerte over, at jeg afviser dig, som du har afvist mig
Jeg kan ikke tåle mad/dig,
fordi du/din mad/din kærlighed er forkert
Jeg vil have den, men kun for at afvise og udstøde den
Jeg hader mig selv for det, jeg gør mod dig og far
Men det er mig, der gør det
Jeg har kontrollen med det
Nu kan jeg dyrke alle mine følelser inde i mig selv:
Smerten mærker jeg lidt, men jeg fastholder, at det er fordi jeg ikke har sammensat mit måltid helt rigtigt.
Sorgen mærker jeg lidt, men jeg fastholder, at det er fordi jeg er for tyk, og det kan jeg kontrollere. Det arbejder jeg med.
Skylden mærker jeg lidt, men jeg fastholder, at det er fordi jeg og min kvindelighed er forkert, og jo mindre der bliver af mig, min kvindelighed og mine følelser, jo mindre bliver problemet.
Vreden mærker jeg lidt, men jeg fastholder, at den bruger jeg kun i kampen mod mig selv, maden og mit fedt, når jeg afviser maden ved at kaste op.
Angsten mærker jeg lidt, men jeg fastholder, at jeg overvinder den ved at kontrollere mig selv, og ved ikke at blive tyk. Ved at styre min aggression ind imod maden og bekæmpe den, holder jeg både vreden og de andre lyster i skak. Jeg kan gøre noget, og det dulmer angsten.
Jeg ved med min bevidste forstand, at jeg sulter mig selv, at jeg er syg, og at jeg kan dø af det. Det gør mig også bange, men jeg lever endnu, og jeg gør jo det hele selv. Det dulmer angsten, for jeg kan jo bare stoppe – eller kan jeg?
Hvis jeg ikke kan stoppe, ender det med, at jeg dør. Så er alle de forkerte følelser væk, for så er jeg her ikke længere. Men så er problemerne på en måde løst!
Kærlig hilsen Bente