Angstsymptomer kan forstyrre tilværelsen på mange måder

– Artikel af Peter Thymark
(Læs evt. først artiklen Angst behandles ofte forkert pga. manglende viden! )

Der findes mange forskellige angstsymptomer. Nedenfor følger en opremsning, og for alle symptomerne gælder, at det er vigtigere at forstå og bearbejde årsagen, end at behandle selve symptomet. Angst er en vigtig og værdifuld drift, som indgår i næsten alle små og store psykiske problemer, og derfor er nedenstående liste på ingen måde udtømmende.

Angstanfald – Angst for angsten – Panikangst

Angst kan komme i angstanfald, hvor angstsymptomerne nærmest står i kø. Hjertet hamrer vildt. Det er svært at trække vejret. Benene er ved at svigte og armene bliver kraftløse. Sveden pibler frem, selvom man ryster over hele kroppen og fryser. ”Tiden står stille”, imens tankerne løber løbsk, og man tror, at nu skal man dø. Den, som har prøvet det, frygter det. Især, hvis angstanfaldet tilsyneladende kom uden nogen logisk forklaring, for hvornår sker det så igen? Det betyder, at når man mærker angsten nærme sig, så bliver man ekstra bange, og så er man fanget i en ond cirkel, hvor angsten bliver forstærket af angsten for angsten.

Det kan til en vis grad hjælpe at vide, at selve angstfølelsen er ufarlig, og at man kan dæmpe angsten vha. forskellige teknikker (sætte sig ned og trække vejret 10 gange i en plasticpose, o.lign.). Teknikkerne benytter til dels den samme effekt, som opnås ved en tvangshandling: Man skal gøre noget bestemt, og ved at gøre det flytter man opmærksomheden væk fra angstsymptomerne og oplever umiddelbart en lettelse. Det kan i nogle tilfælde være nok til at genvinde kontrollen og blive rolig og fattet igen. Men det er naturligvis kun en stakket frist, så længe årsagen ikke er fundet og elimineret.

Angstneurose

For nogle kan det at gå ud blandt mennesker være et stort problem, fordi de pludselig kan blive overvældet af angst, som får dem til at skynde sig væk og hjem til sig selv. Angsten kan pludselig opstå i S-toget, i trængslen i en bus, midt i biografsalen eller et andet sted, og gøre det umuligt at være blandt mange mennesker. I perioder kan angstneurosen gøre det nødvendigt helt at blive hjemme og ikke gå uden for en dør. Angstneurosen er et forfærdelig ubehageligt symptom, men den er sædvanligvis ikke så kompliceret at bearbejde terapeutisk.

I nogle tilfælde kan det være nødvendigt, at terapien foregår hos angstneurotikeren eller per telefon, fordi angsten for at gå ud kan gøre det umuligt at komme hos terapeuten.

Angst for at dø

Når døden er nær, er det naturligt at være bange. Døden bliver sandsynligvis vores sidste oplevelse, og vi kan ikke vide, hvordan den føles. Det kan hjælpe at gøre status og at mindes alle de gode oplevelser, som livet har budt på. Måske kan det også hjælpe at se døden som en del af naturens kredsløb og at tænke på, at de døde efterlader livsvigtig plads til de næste generationer. Hvis ingen døde, ville jorden blive overbefolket. Men døden er også en forudsætning for evolutionen. Uden døden ville evolutionen ikke have kunnet skabe mennesket. Alene herved har døden en mening.

Hvis man lider uhelbredeligt af en dødelig sygdom, kommer døden måske tidligere, end den ellers ville være kommet. I så fald kan angsten for døden føles stærkere, og den kan motivere os til at leve mere intenst og/eller til at passe bedre på os selv og vores helbred. Dette er både naturligt og hensigtsmæssigt.

Men uanset hvornår vi kan forvente at dø, kan angsten for det i nogle tilfælde være urimeligt stor. Især hvis vi føler, at vi ikke rigtig har nået at leve – ikke har nået at realisere vores ønsker og drømme. At dø uden virkelig at have levet livet er en skræmmende tanke. Derfor er den, som er angst for at leve livet, ofte uforholdsmæssigt bange for at dø. Det er med andre ord vigtigt, at vi ikke lader angst eller andre følelser forhindre os i at leve livet, for når livet er ved at rinde ud, er det for sent at indhente. Angst for at dø kan altså i nogle tilfælde dække over en angst for at leve.

Forestillingerne om vores egen død er præget af de erfaringer, som vi har med os. Og de tanker, som vi til enhver tid gør os, er drevet af energi fra vores forskellige drifter. Hvis vi har problemer med at opleve vores angst med den relevante styrke, er det derfor ikke underligt, at angsten også kan påvirke vores forestilling om vores egen død. Men også forstyrrelser i vores evne til at opleve andre følelser, som f.eks. aggression, skyld, smerte eller sågar kærlighed, kan præge vores tanker. I så fald letter angsten først, når årsagerne til disse forstyrrelser bearbejdes terapeutisk.

Diffus angst

Nogle mennesker føler en tilsyneladende uforklarlig angst, som de ikke selv kan se nogen grund til. Den kan føles som en konstant uro, eller den kan variere periodisk. Den kan blive meget stærk i f.eks. stressede situationer, men også på ulogiske tidspunkter som f.eks. før eller efter familiesammenkomster eller om morgenen eller om aftenen.

Årsagen er der, selv om den ikke er bevidst, og som regel kan det lykkes at finde, forstå og bearbejde den, hvorefter angstsymptomerne aftager.

Diffus angst kaldes også af nogle for ”generaliseret angst”.

Eksamensskræk

Eksamensskræk findes i mange grader. En lille nervøsitet er formentlig kun en god ting, fordi den ansporer os til at gøre vores yderste. Men hvert år ved eksamenstid stiger nervøsiteten hos mange. Det kan føles som en knugende knude i maven og kan brede sig til halsen, hovedet, benene og armene, indtil man føler sig totalt lammet, og den berygtede “sorte klap” går ned. Eksamensskræk er en form for præstationsangst (se nedenfor). Den er årsag til at mange dumper, selvom de godt kan deres pensum.

Fobier

Nogle føler angst for noget ganske bestemt, f.eks. edderkopper, elevatorer, højder, mørke, vand, fugle, eller noget andet, som er konkret, men som de med deres forstand godt kan se, ikke er så farligt. Fobier opstår, fordi underbevidstheden kan hjælpe os til en følelse af kontrol over angsten ved at vælge et konkret og ofte temmelig ufarligt objekt at forbinde angsten med. Så er det bare at undgå edderkopper, elevatorer, eller hvad det nu er, underbevidstheden har valgt. Så føles angsten under kontrol. Fobien er faktisk en smart nødløsning – en relativt ufarlig men ikke særlig behagelig måde at leve med angsten på.

Især fobier fejlbehandles ofte, fordi selv uerfarne “terapeuter” forholdsvis let kan bryde sammenkoblingen mellem angsten og det objekt, som underbevidstheden har valgt at koble angsten sammen med. Det kan f.eks. gøres med hypnose, NLP, eller kognitiv terapi, eller ved simpelthen trin for trin at nærme sig det angst-behæftede objekt og overvinde angsten i små portioner. Så kan behandleren prale med, at han/hun har ”helbredt” fobien. Men i virkeligheden har behandleren bare ødelagt fobikerens eneste redskab til at kontrollere sin angst. Årsagen findes stadigvæk i fobikerens fortrængning, og i pressede situationer (altså på de værst tænkelige tidspunkter) er der risiko for, at fortrængningen ikke kan opretholdes, og at angsten bryder frem som en ekstra komplikation oven i den aktuelle krise. Lykkes det derimod at opretholde fortrængningen, er det blot et spørgsmål om tid, før årsagen vil manifestere sig i et nyt (og måske meget værre) symptom. Ofte ses et sammenbrud efter ½-2 år. Så var fobikeren bedre stillet før sin mirakuløse ”helbredelse”!

Den rigtige vej at gå er naturligvis at finde og bearbejde årsagerne. Så kan man trygt lade fobikeren beholde sin fobi, indtil han/hun ikke længere behøver den. Når årsagen er bearbejdet og opløst, er det ganske let og ufarligt at bryde sammenkoblingen, som beskrevet ovenfor.

Perfektionisme

Perfektionisme bunder dybest set i en angst for at lave fejl eller for ikke at være god nok – altså en præstationsangst (se nedenfor). Nogle perfektionister kan være overdrevent omhyggelige og omstændelige på nogle få udvalgte områder (og sjuskede på andre), men omhyggeligheden og grundigheden kan også præge samtlige en perfektionists gøremål. Det fører som oftest til langsommelighed og ineffektivitet. Perfektionister kan have svært ved at træffe beslutninger og må ofte gennem langvarige analyser af argumenter for og imod, før de kan skride til handling. Ofte oplever perfektionisten snarere en utilfredshed med sine egne præstationer end en decideret angstfølelse.

Perfektionisme og tvangshandlinger (se nedenfor) kan ses som grader af samme sag, og grænsen mellem grundighed og tvangshandling kan hos nogle være svær at trække.

Præstationsangst

Præstationsangst opstår ved, at vi under opvæksten oplever en for stor sammenhæng imellem vores præstationer og trygheden ved vores forældres kærlighed. Altså ved at vi føler os elsket for vores præstationer men ikke for vores blotte eksistens.

Som regel har sammenhængen negativt fortegn: ”Mine forældre elsker mig ikke – fordi jeg ikke er god nok”. Skænd og afstraffelser fører naturligvis til præstationsangst, men ofte er børn blevet støttet og bakket op under opvæksten med masser af ros fra deres forældre. De er blevet rost og ”elsket” for deres præstationer, og derfor har de udviklet en personlig adfærd, som passer til forældrenes ros, som var de tinsoldater i en støbeform. Ros kan altså være farlig, fordi den kan komme til at erstatte ubetinget kærlighed, og fordi den kan være stærkt manipulerende.

Vi er alle individer med et bredt spektrum af naturlige følelser, som ikke får nogen til at klappe i hænderne, hvis vi lever dem ud. De støttende og rosende forældre ”glemmer” som regel at støtte og rose, når vi som børn hopper i vandpytter og mudder eller ”laver mad” med mel og æg og krydderier ud over hele dagligstuen. Som børn har vi faktisk ikke brug for ros for at folde os ud eller for at udvikle vores selvfølelse. Men vi har brug for at føle, at vi er vores forældres kærlighed værd – uanset vores præstationer.

Når vi skal leve på vores forældres ros, lurer angsten indeni: ”Hvad, hvis jeg ikke havde gjort og sagt, som de ønskede?” ”Hvad, hvis jeg havde været dummere eller vredere eller grimmere eller havde ment og tænkt noget andet?”

Vores følelsesmæssige forhold til vores forældre danner model for vores forhold til hele omverdenen som voksne. Derfor kan barndommens præstationsangst blive vakt og “spøge” i utallige situationer og i forhold til alle mulige personer i vores voksne liv.

Præstationsangst kan også vise sig i andre angstsymptomer, som f.eks. perfektionisme, eksamensskræk eller som seksualangst (se nedenfor).

Psykose – skizofreni

Psykosen er kendetegnet ved en slags flugt fra den virkelige verden ind i en hallucinatorisk fantasi- eller symbolverden. Den kan derfor sammenlignes med andre former for virkelighedsflugt, som f.eks. alkoholisme og narkomani, der også kan være en flugt fra angst og andre følelser. Psykosen er grundlagt i de allertidligste leveår, som oftest endda inden for de første 6 levemåneder. Den symbolik, som psykotikeren betjener sig af, er for en stor dels vedkommende den samme, som den vi alle kan benytte i vores drømme. Derfor er kendskabet til den moderne psykoanalyses symboltolkning og drømmeanalyse af største betydning for forståelse og behandling af psykotisk angst.

Skizofreni kaldes også personlighedsspaltning. Den opstår som en følge af en konflikt mellem vores sunde medfødte drifter og den uhensigtsmæssige tilpasning, som vi i de første leveår er blevet udsat for. Skizofreni kan udvikle sig meget alvorligt, og kan som psykose føre til hallucinatoriske oplevelser (f.eks. lyden af ”indre stemmer” eller syner), der kan være særdeles angstfyldte. Ofte vil der være konflikt imellem, hvad ”stemmen” byder den skizofrene at gøre, og hvad den skizofrene ”selv” finder rigtigt at gøre.

Både psykose og skizofreni kan være vanskelige og langvarige at behandle.

Seksualangst

Begrebet seksualangst dækker over en lang række af grader og varianter, lige fra generel usikkerhed over for alt, hvad der har med seksualitet at gøre til angsten for selve højdepunkterne: onani, menstruation, samleje, orgasme, graviditet og fødsel. Men også angst for afvisning, for nærhed, for afhængighed, for svigt, for tab af kontrol og for meget andet kan stå i vejen for vores trygge åbenhed og hengivenhed.

Netop på det seksuelle område ser vi stadig levnene fra kristendommens og andre religioners hårde moral og en udbredt intolerance, som gør det svært – måske endda uklogt – at være alt for åben. Mange oplever, at de er alene med deres specielle (måske perverse) tanker og fantasier, og mange tør ikke engang selv at vedkende sig dem.

Mange seksuelle problemer udspringer af en udbredt mangel på forståelse af børns seksualitet. Det er, som om børn ikke har lov til at være seksuelle væsener, og da slet ikke før de når puberteten. Men børn er født med en naturlig seksualitet, som blot manifesterer sig anderledes end voksnes, og de voksnes manglende accept og anerkendelse af dette skaber angst og problemer.

Et meget udbredt problem for især kvinder er utilfredshed med kroppen og dens udseende. Oplevelsen af at være “forkert”, “grim” og “ulækker”, eller af at være “for tyk” eller “for tynd” eller “for høj” eller “for lav” skyldes ofte, at kvinden ikke i tilstrækkelig grad har udforsket sin vagina og optrænet dens følsomhed ved onani og derfor ikke kan få en virkelig tilfredsstillende orgasme. (Se tema om orgasme). Orgasmen er højdepunktet af kropslig nydelse, og uden orgasmen er det svært virkelig at elske sin egen krop og at tro på, at andre virkelig kan elske den. Det kan gå ud over selvtillid og selvfølelse, og det kan give angst for afvisning og for alle aspekter af seksualitet.

Voksnes overgreb på børn skaber en særlig vifte af problemer, der ofte omfatter skyldfølelser, aggression, manglende selvtillid, mistillid til andre, diverse angstsymptomer og seksualangst i forskellige afskygninger.

Traumatisk angst

Ved voldsomme oplevelser, som f.eks. arbejds- eller trafikulykker, trusler, korporlig eller psykisk afstraffelse af børn, voldelige overfald, seksuelle overgreb, sygdom, dødsfald eller andet, kan der opstå angst, som vi ikke umiddelbart er i stand til at håndtere. Vi kan i nogle tilfælde for en tid fortrænge angsten og erindringen om, hvad der skete, men i så fald ligger erindringen og angsten og truer med at komme frem i bevidstheden igen. Underbevidstheden advarer os på det kraftigste med angstfølelser, når vi nærmer os erindringen om de traumatiske hændelser, og derfor vil vi helst ikke huske eller tænke på dem. Det gør det svært at slappe af og nyde tilværelsen, for vi må hele tiden bruge ressourcer på at holde oplevelsen nede i fortrængningen, som kan være mere eller mindre fuldstændig.

Det er vigtigt at lade erindringen komme frem og at fortælle og bearbejde oplevelserne igen og igen, indtil de ikke længere føles så ubehagelige. Først da kan der virkelig frigøres mentale ressourcer til at komme videre med livet.

Som beskrevet i Angst behandles ofte forkert, kan traumatisk angst opstå hos helt små børn i mange situationer, som voksne ikke oplever som farlige eller truende. Det er alene barnets oplevelse af situationen, der er afgørende for, om barnet får et traume. Men traumatiske enkeltoplevelser ses sjældent som årsag til meget alvorlige angstsymptomer. Langvarige og  gentagne mindre traumatiske oplevelser i tilsyneladende velfungerende barndomshjem er langt oftere de egentlige årsager, selvom de kan være sværere at få øje på. Derfor kan mange små traumer nogle gange være værre end få store.

Især for terapeuter og andre behandlere, som selv ligger under for religiøs/ideologisk tænkning eller andre stærke moralnormer, kan det være svært at gennemskue, hvorledes “ismernes” stive leveregler kan traumatisere et barns opvækst. Og det er formentlig derfor, at traumerne ikke opdages,  og der opstår teorier, som skelner imellem “traumatisk” og “neurotisk” angst eller andre former for angst, som skal “forklare” symptomerne. I min optik rejser disse teorier flere spørgsmål, end de forklarer. Min erfaring er, at der altid er en form for traume bag et angstsymptom.

Tvangshandlinger og tvangsneurose

Nogle gentager visse handlinger et stort antal gange hver dag og har følelsen af, at der vil ske noget forfærdeligt, hvis de ikke gør det. F.eks. kan det handle om, at man kun må træde midt på fortovsfliserne og ikke på revnerne mellem to fliser, eller at man skal vaske hænder hvert 15. minut, eller at man skal huske at kontrollere, at man fik slukket lyset/låst døren/lukket køleskabsdøren, etc., selvom man godt ved, at man har gjort det. Det kan være et meget belastende problem, som kan udvikle sig til en decideret tvangsneurose, hvor gentagelserne kan være utroligt tidskrævende og hvor angsten for, at man alligevel ikke har gjort det rigtigt, hele tiden spøger.

Tvangshandlinger er – ligesom en fobi – en måde, hvorpå underbevidstheden kan nødbearbejde angsten:

• Ved at forbinde angsten med en ikke nærmere defineret katastrofe (“noget forfærdeligt”) kan man lægge lidt afstand til angstfølelsen. (Nogle oplever dog direkte, at katastrofen er, at de selv eller andre skal dø).
• Samtidig kan man selv gøre noget aktivt for at holde angsten nede. Man skal nemlig bare følge de “regler”, som underbevidstheden har dikteret, og udføre tvangshandlingerne ”korrekt” for at undgå katastrofen.
• Endelig har man ved at gentage den samme handling, som man har gjort mange gange før, en form for sikkerhed imod uforudsete hændelser/katastrofer. Når bare man gør ligesom man plejer, går det nok også ligesådan, som det plejer. Gentagelser giver derfor en vis følelse af tryghed.

Tvangshandlinger fortager sig som regel under en psykoterapi, når man har forstået og bearbejdet årsagerne til den bagvedliggende angst.

Tvangstanker

Nært beslægtet med tvangshandlinger er tvangstanker (f.eks. om, at man kunne komme til at gøre ”noget forfærdeligt”).

F.eks. kunne man komme til at lave en bilulykke, eller man kunne komme til at slå sin mor/far/lillebror/baby ihjel. Angsten for, at man faktisk skulle komme til at gøre det, kan blive så stor, at man kan føle sig nødsaget til at beskytte sig imod at komme til at gøre det. F.eks. kunne man i ovennævnte tilfælde lade være med at køre bil hhv. flygte væk fra familien.

I nogle tilfælde kan man føle sig tvunget til at afprøve sig selv for at overbevise sig selv om, at man godt kan lade være med at udføre handlingen, selvom man har alle muligheder for det. Det kan føre til meget farlige situationer, hvor der kan være reel livsfare, og hvor angsten derfor pludselig er særdeles relevant alene pga. selve situationen.

Tvangstanker kan udarte til alvorligere sindssygdom, og derfor er det vigtigt at søge professionel hjælp. Specielt kan tvangstanker også handle om selvmord. Det er en advarsel, som man ikke bør ignorere. Hvis det er dit problem, så vent ikke med at søge hjælp.