Giver din angst problemer?
Angst fejlbehandles ofte!
Læs her, før du beslutter dig for en rigtig eller forkert behandling!
– Artikel af Peter Thymark
Hvad er angst?
Angst er en naturlig følelse, som IKKE er farlig i sig selv. Angst er forfærdelig ubehagelig og føles farlig, men DET ER IKKE FARLIGT AT FØLE ANGST – ikke engang ved kraftige angstanfald! Angst kan sammenlignes med lyden fra en røgalarm. Lyden er ubehagelig, men helt ufarlig.
Hvis du har et angstanfald – og vil være HELT sikker på, at du ikke kommer noget til – så kan du simpelthen vælge at lægge dig ned og vente, til det går over. Farligere er det ikke!
Det er ligeså ufarligt at føle angst, som det er at føle f.eks. glæde, sult, træthed eller seksuel lyst. Målet med alle vores følelser er at hjælpe os med at overleve, og vores angst er ingen undtagelse. Derfor er det vigtigt at passe godt på vores evne til at føle. Det er en sund og værdifuld evne, som ikke blot tjener vores overlevelse og mentale sundhed men også gør livet rigt på oplevelser og mening.
Sund angst
Angstdriften er en sund og medfødt drift. Det er sundt at blive bange, hvis vi bliver angrebet, så vi kan flygte, tilkalde hjælp eller forsvare os. Det er også sundt at blive bange, hvis taget styrter ned i den bygning, vi befinder os i, så vi kan skynde os ud. Det er også vores angstdrift, der får os til at låse hoveddøren om natten og til at tage en redningsvest på, når vi skal ud at sejle. Angstdriften skal give os en relevant angstfølelse og få os til at tage vores forholdsregler. Derved beskytter angstdriften os, og derfor har vi grund til at være glade for vores angst.
Angstdriften giver en angstfølelse, som kan forekomme i mange grader. F.eks. kan nævnes:
forsigtighed
betænkelighed
bekymring
nervøsitet
frygt
skræk
rædsel
panik
Selvom ordene er forskellige, dækker de alle over en grad af angst.
Når angsten bliver et problem
Angst kan komme til at virke imod sin hensigt, hvis den ikke optræder med passende styrke: Det er klogt at blive forsigtig, når der er rødt lys i trafikken. At gå over uden forsigtighed ville være farligt, og at flygte i rædsel ville også være uhensigtsmæssigt. Det er derfor vigtigt, at lære sin angst at kende, og at kunne opleve den med relevant styrke i enhver situation.
Den styrke, hvormed vi oplever angsten i en given situation, afhænger af de erfaringer, som vi har med os: Et barn, som endnu ikke har lært betydningen af det røde trafiklys, ville måske uden betænkelighed løbe over vejen. Derimod ville et barn, som har overlevet at blive påkørt af en bil, måske være rædselsslagen ved at krydse vejen uanset, om lyset er rødt eller grønt. Dette barn har brug for viden om sit uheld, og for at bearbejde oplevelsen af uheldet. Og desuden for viden om trafikale regler, om hastigheder, ambulancer, læger, hospitaler, mv. Og så har det brug for nye gode erfaringer. Først da kan vejen krydses med netop den relevante mængde angst. Alle børn behøver voksne med relevante erfaringer til at beskytte og oplære dem på en tryg måde.
For lidt og for meget
For lidt angst (”vovehalse” og ”adrenalin-junkies”)
Værst stillet er de, der ikke oplever angst i situationer, hvor de burde være angst. Den naturlige grænse for, hvor farlige situationer vi vil acceptere, kan hos nogle være kraftigt forrykket, når evnen til at føle angst er hæmmet.
At udsætte sig selv for fare og blive ”vovehals” eller ”adrenalin-junkie” kan blive en tvangsstyret måde at nærme sig de manglende følelser på. Faren ægger angstfølelsen. Hver gang det går godt, “overvindes” angstfølelsen, hvilket opleves som en sejer. Derfor kan det være svært at nå til en erkendelse af, at evnen til at føle angst (eller andre følelser) er forstyrret. Samtidig sker der desværre en tilvænning: Hver gang, det går godt, mindskes tendensen til at føle angst, og så skal der mere til næste gang. Det er en ond cirkel, der kan ende med en fatal ulykke.
For at vende tilbage til analogien med røgalarmen, så svarer tilvænningen til, at batterierne og alarmens lydniveau bliver svagere og svagere, så vi simpelthen ikke opdager det, hvis huset brænder. (Og så er det desværre lidt sent at sætte nye batterier i). Så er vi bedre tjent med en overfølsom røgalarm, der går i gang, bare svigermor tænder en cerut. Men heldigvis er det da også sådan, at de fleste, der har problemer med angst, oplever at de føler for meget angst i situationer, hvor det ikke er relevant.
For meget angst
En af underbevidsthedens vigtigste opgaver er at hjælpe os til at undgå adfærd, som er uhensigtsmæssig, og situationer som kan være farlige. Angst spiller en vigtig rolle i denne proces. Når vi først har fået en dårlig erfaring, sørger underbevidstheden for at advare os med angstfølelser, hvis vi nærmer os noget, som kunne blive til en gentagelse. Også selvom den oprindelige erfaring var så angstfyldt, at den er totalt fortrængt fra bevidstheden. Dette kaldes ”traumatiske oplevelser” og ”traumatisk angst”.
Hvis vi f.eks. som små børn har oplevet, at vi blev afvist af vores forældre, og oplevet at de ikke længere kunne li’ os, så har det helt naturligt gjort os angst. Intet er så farligt for et lille barn, som at miste sine forældres omsorg og beskyttelse. Små børn kan simpelthen ikke overleve uden voksne beskyttere, og derfor bliver små børn altid bange, hvis de oplever, at der er fare for at miste fars eller mors kærlighed. Angsten er voldsomt ubehagelig, og den får straks små børn til at reagere med gråd og anden adfærd, der skal kalde på forældrenes beskyttertrang. Hvis dette ikke hjælper, vokser barnets angst. Når angsten bliver uudholdelig, reagerer barnet med fortrængning. Herved gør barnet sig ufølsom over for sine egne følelser. Det virker som at ”lægge låg på følelserne”. Barnets underbevidsthed noterer sig, at denne situation var farlig, og den prøver fremover at styre barnet udenom lignende situationer. Når barnet senere – f.eks. som voksen – nærmer sig noget, der minder om barndommens afvisning, reagerer underbevidstheden ved at ”lette lidt på låget” og lade noget af angsten fra den gang komme frem. Det føles straks ubehageligt og får alle afvisninger til at føles, som om de stadig var farlige. Sådan kan vi let havne i en tilstand, hvor vi ikke tør spørge af frygt for at blive afvist. Og på den måde kan vi som voksne blive styret af angst, som stammer fra situationer i vores barndom, som vi for længst har glemt, i stedet for at lade os styre af vores voksne fornuft.
For igen at sammenligne angstfølelsen med lyden fra en røgalarm, så har vi nu en ”overfølsom” røgalarm, som går i gang i tide og utide, selvom vi slet ikke kan se nogen grund til det. Det er frygtelig ubehageligt og meget forvirrende. Det kan føre til angst for, hvornår det sker næste gang (angst for angsten), eller til at vi helt undgår situationer, som kan gøre os angste, og vi kan begynde at tvivle på, om vi er ved at blive sindssyge.
Forklaringen er altså angst fra traumatiske oplevelser i barndommen, der dukker op i vores voksenliv ”som spøgelser fra fortiden”, fordi vores underbevidsthed prøver at advare os så snart, den aner det mindste tegn på noget, der kan minde om den angstfyldte situation fra barndommen.
Desværre er det ofte sådan, at hverken vi selv, vores forældre eller de fleste professionelle ”behandlere” kan få øje på ”traumet”. For os selv er det fortrængt. For vores forældre er det enten fortrængt, eller også eksisterer det slet ikke for dem, for de følte ikke angst, da vi var små (og de selv var voksne). Nogle professionelle behandlere søger efter enkeltstående voldsomme hændelser og kan derfor ikke se nogen årsag til, at vi som børn skulle være blevet angst. Men det vi som børn opfattede som uhensigtsmæssigt eller farligt, var det ikke nødvendigvis. Små børn bliver ofte angst i situationer, som de ikke kan overskue, selvom der ikke er nogen fare. Eller små børn opfatter sig selv som årsag til hændelser eller tilstande, som de er helt uden skyld i. Derfor kan vi meget vel have oplevet stor angst som små, selvom vi havde velfungerende og kompetente forældre, der hverken var alkoholikere, narkomaner eller voldelige. Bare en halv time uden at vide, hvor far og mor er, og om de overhovedet kommer igen, kan fremkalde decideret dødsangst hos et spædbarn.
I langt de fleste tilfælde er der ikke tale om enkeltstående voldsomme hændelser, som har fremkaldt et traume, men derimod om en usikkerhed, som er bygget op af hundrede- eller tusindvis af små frustrerende hændelser, som tilsammen har udgjort en traumatisk hverdag i årevis under opvæksten. Tabu-emner eller fortielser, misforståelser, manglende hudkontakt eller manglende verbale kærlighedserklæringer, for store forældreambitioner, osv. Listen over mulige årsager er nærmest uendelig lang, og ofte kommer forældre til at gøre forkerte ting af misforstået kærlighed til deres børn. Forældrene elsker deres børn og gør mange ting i den bedste mening, og mange forældre tror, at børnene da må kunne mærke deres forældres kærlige følelser for dem.
Men intet menneske kan føle et andet menneskes følelser.
Derfor kan børn IKKE føle deres forældres kærlighed!
Børn kan kun føle deres egne følelser, som bliver påvirket af forældrenes adfærd,
og ikke af forældrenes følelser.
Børn kan føle angst i situationer, hvor voksne ikke ænser den. Utryghed kan nærmest ”åndes ind med luften” som en følge af den stemning, som børn (men ikke nødvendigvis de voksne) oplever under opvæksten. Oplevelser og (især langvarige og gentagne) erfaringer fra barndommen dikterer således ofte (ubevidst for os selv) vores angstfølelser som voksne. Når dette sker, oplever vi angsten som forkert eller ubegrundet, og så giver den problemer.
Samtidig kan angstfølelserne blokere for andre vigtige følelser. Enten ved at vi føler angsten så stærkt, at bevidstheden har svært ved også at rumme vores andre følelser, eller ved at vi lægger låg på angsten (og dermed dæmper samtlige vores egne følelser i det hele taget). I begge tilfælde nedsættes vores evne til at opleve følelser generelt.
Forkert behandling af angst
Når røgalarmen lyder, er det ikke nok at standse lyden eller stoppe vat i ørerne. Vi må også finde ud af, hvorfor alarmen gik i gang, og hvis det brænder, må vi slukke ilden. Vi må med andre ord finde årsagen og sørge for at afhjælpe den.
Angsten er budbringeren, der fortæller om en mulig fare. At skyde budbringeren fjerner ikke faren. Men når det gælder angst, nøjes nogle med at eliminere angsten og tro, at så er alting godt. Hvis du lider af angst, så pas på ikke at falde i den fælde. Det svarer til at stoppe røgalarmen uden at vide, hvorfor den gik i gang!
Angst er en naturlig følelse og ikke en sygdom.
Derfor skal angst ikke behandles som en sygdom.
Enhver behandling, som hæmmer eller begrænser vores evne til at opleve angst er skadelig derved, at den (yderligere) hæmmer eller begrænser vores evne til at føle.
Desværre behandles angst sædvanligvis kun på en eller flere af nedenstående fire måder:
1) Man dæmper angsten kemisk
(med alkohol, hash, medicin, narkotika, nikotin, eller andre stoffer)
2) Man bortleder opmærksomheden fra angsten
med tillært adfærd (tælle til 10/trække vejret i en pose/løbe en tur/mm)
eller vha. anden kraftig suggestion (hypnose, NLP, kognitiv terapi, el.lign.)
3) Man undgår
situationer, personer eller objekter, som vækker angst
4) Man opsøger og overvinder trin for trin
situationer, personer eller objekter, som vækker angst
Masser af behandlere praler med ”gode resultater” med behandling af angst, som om angsten var selve problemet, men
ingen af ovenstående 4 behandlingsstrategier finder og afhjælper årsagen til angsten, og derfor er de skadelige i det omfang, de hæmmer vores evne til at føle – altså hvis de ikke suppleres med en terapi, som finder og bearbejder de traumer, som ligger bag!
De fire metoder ser alle ud til at virke, fordi de alle mindsker oplevelsen af angst. Ofte mindskes desværre selve evnen til at opleve angst og andre vigtige følelser, hvorved vi gøres til en slags ”emotionelle krøblinge”. Da vores følelser giver livet mening, er det meget betænkeligt at dæmpe dem. Undertrykkelse af vores evne til at føle leder til en tilstand, der opleves som tom og meningsløs (kaldes også depression). Den kemiske angstdæmpning skaber en psykisk afhængighed i det omfang, angsten dæmpes, og ofte også en kemisk afhængighed. Den giver desuden alvorlige skadevirkninger pga. bivirkninger fra de giftstoffer, som medicinen eller det valgte rusmiddel indeholder.
Metoderne kan godt føles som en hjælp i en svær periode, men hvis de ikke ledsages af en analyse og bearbejdning af årsagen, er de utilstrækkelige og også decideret farlige. For når årsagen stadig er der, vil den enten bevirke, at angsten kommer tilbage i pressede situationer (altså på de værst tænkelige tidspunkter!), eller årsagen vil fremtvinge et andet symptom. Typisk ses såkaldte ”nervøse sammenbrud” ½-2 år efter endt behandling. Men måske fremtvinges et meget farligere symptom, som f.eks. et psykosomatisk (legemligt). Hvad nytter det, at man har overvundet sin angst for f.eks. edderkopper, hvis man i stedet udvikler et blødende mavesår, en cancer eller noget helt fjerde?
Den rigtige terapi
Angsten er underbevidsthedens budskab om et problem, som underbevidstheden opfatter som en fare. Dette er årsagen til angsten. Angsten er bare et symptom. Det er årsagen – ikke symptomet – der er vigtig at eliminere. Når årsagen er væk, skal angsten nok fortage sig.
Angst har altid en årsag. Hvis du føler dig angst, er du nødt til at finde og forstå årsagen til det. Når du forstår de bagvedliggende problemer med din forstand og ved, hvad du skal gøre ved dem, er de straks mindre skræmmende at arbejde med.
At finde tilbage til årsager, som ubevidst for os selv styrer vores følelser og påvirker vores adfærd, er den moderne psykoanalyses særkende. At arbejde med årsagerne kan virke skræmmende, fordi underbevidstheden forsøger at advare os om, at vi nærmer os noget, som vi engang som små blev bange for. Men når vi husker tilbage som voksne, ser tingene anderledes ud. Det, der virkede overvældende stort, uoverskueligt og faretruende, da vi var små, kan vi som voksne overvinde fordi:
1) Vi overlevede det jo dengang. Altså har vi allerede klaret det før. Så kan vi også klare det igen.
2) Det er forbi. Vi skal ikke igennem det igen. Vi skal kun gennemgå det i vores erindring og tanker. Vi kan jo ikke skrue tiden tilbage og gøre os selv til småbørn igen og genskabe hele vores barndomsmiljø.
3) Nu er vi store, stærke og kloge voksne. Så er alting lettere, end da vi var små, svage og uvidende børn.
4) Nu kan vi selv bestemme hvornår og hvordan, hvor lidt og hvor meget. Det kunne vi ikke som små. Som voksen kan du lære dig at ”løfte og sænke låget”, som lukker af for de fortrængte følelser, og dermed at bearbejde angsten i passende små portioner. Det er en stor fordel.
Til sammenligning er det ulige lettere at sidde i en behagelig sofa i dag og tale om den gang, man var ved at drukne, end det var den gang at ligge i det kolde vand og tro, at nu skal man dø.
Derfor er det hele ikke så slemt, som det umiddelbart føles. Det gælder ikke om at opsøge angsten for enhver pris, men om at “tage brodden af angsten” ved at forstå årsagerne til den og derefter bearbejde årsagerne trin for trin på en tryg og sikker måde.
Vi må sammen finde ud af og forstå:
1) Hvad er det for erfaringer fra fortiden, som får vores underbevidsthed til at advare med angstfølelser?
2) Hvad er det for situationer i nutiden, som minder underbevidstheden om disse erfaringer?
3) Hvad har de nutidige situationer tilfælles med erfaringerne fra fortiden, siden underbevidstheden forbinder dem med hinanden og reagerer ved at give angstfølelser?
4) Hvad adskiller de nutidige situationer fra fortiden og gør, at vi nu ikke længere behøver at være bange?
Når disse spørgsmål er besvaret, forstået og bearbejdet, så letter angsten og giver hurtigt og permanent plads til mere livsbekræftende følelser. Denne metode genopretter evnen til at føle netop den relevante grad af angst, når og kun når den er relevant.