Skyldfølelse er en af de mange følelsesmæssige strenge, som evolutionen har udstyret os med, og som det bl.a. kan være relevant at lytte til, når vi lever blandt andre mennesker som sociale individer. Det er hensigtsmæssigt, at vi kan føle skyld, når vores adfærd forvolder skade på os selv eller andre, så følelsens ubehag tilskynder os til at ændre adfærd til vores eget og fællesskabets bedste. Skyldfølelse er – ligesom vores øvrige følelser – i bund og grund en hensigtsmæssig og sund ting, når den fungerer, som den bør, og ansporer os til at skabe forbedringer for os selv og andre. Vær derfor glad for, at du har evnen til at føle skyld. Den er en vigtig evne for dig som socialt væsen, og for dine muligheder for at få succes blandt andre mennesker.

Skyld er en ubehagelig følelse, som vi har tendens til at styre uden om. Har vi f.eks. lånt penge, kan vi betale tilbage og derved undgå eller mindske ubehagelig skyldfølelse. Hvor skyldfølelsen fungerer som afbryderdrift og dermed indeholder et element af indadvendt aggression, har skyldfølelsen sin mere behagelige modsætning i ansvarsfølelse. Modtager vi god hjælp fra andre, når vi behøver det, vil vi selv føle lyst til at hjælpe andre, når de behøver det. Ansvarsfølelsen opstår som et af kærlighedens mange udtryk.

Vores stofskifte producerer uophørligt energi, som vi forbruger via vores drifter. Vores forvaltning af energien overvåges og vurderes løbende af bevidstheden og giver anledning til skyldfølelse, når energien bruges uhensigtsmæssigt. Men netop dette, at skyldfølelse kan få os til at ændre adfærd, gør vores skyldfølelse til en nærliggende “knap” at trykke på for andre. Og hvis der trykkes for hårdt og for længe på denne knap, vil skyldfølelsen komme til at dominere vores liv. Bevidsthedens vurdering af vores adfærd er let påvirkelig af især vores opdrageres adfærd, holdninger og ideer. Hvis vi opdrages til at føle os skyldige, vil vi ubevidst selv blive ved med at ”trykke på knappen” og påtage os skyld også som voksne. Skyldfølelse kan fylde vores liv og tanker og opbruge vores tid og energi. Den kan forstyrre søvn, madlyst, sexlyst, arbejde og fritid og selve lysten til livet. Det er en slags programmering, der grundlægges i barndommen og styrer os i vores voksne liv. Men når vi kan se og forstå vores egen programmering, kan vi også ændre den og gøre os fri af uhensigtsmæssig skyldfølelse.

For at forstå hvordan programmeringen sker, må vi se på, hvorledes indlæring foregår hos børn. Børn sætter sig selv i centrum og ser deres egne handlinger, tanker og følelser som årsager til alt, hvad der sker omkring dem. Dette er et vigtigt udgangspunkt for børns erkendelse af årsag-virkning sammenhænge i deres omverden: ”Hvis jeg gør sådan – og der sker sådan – så er min handling nok årsag til det, der sker!”. Denne tese opstilles og afprøves igen og igen i utallige situationer under barnets opvækst, og den fører til forståelse af mange værdifulde sammenhænge i de talrige tilfælde, hvor den bliver bekræftet. Når der virkelig er en sammenhæng, kan barnet gentage den samme handling igen og igen og overbevise sig om, at det kan påvirke og ændre sine omgivelser og dermed sin situation ved hjælp af dets egen adfærd. De mange tilfælde, hvor barnets handlinger ikke har den forventede virkning, fører også til en erfaring, men den er ikke ligeså interessant for barnet at hæfte sig ved.

Desværre fører denne måde at lære på ofte til fejlslutninger for barnet – f.eks. i tilfælde, som barnet ikke har mulighed for at efterkontrollere. F.eks. forældrenes skilsmisse eller dødsfald. Børn ser ofte fejlagtigt deres egen adfærd som årsagen til, at de har “mistet” en forælder eller en søskende ved en skilsmisse, eller som årsag til et uheld eller en ulykke, og det giver skyldfølelse. Specielt voksnes manglende forståelse for børns naturlige vrede skaber skyldfølelser, fordi børn fejlagtigt konkluderer: ”Den ulykke/skilsmisse/… skete nok, fordi jeg var vred! Det var nok min skyld!” Og når skilsmissen/ulykken er sket, kan barnet ikke efterprøve, om dets egen adfærd virkelig var årsagen.

I opdragelsen misbruger mange voksne desværre børns manglende evne til at gennemskue årsagssammenhænge eller til at vurdere, hvor alvorlig en situation er. Det er let at spille på et barns skyldfølelse for at få det til at ændre adfærd, fordi barnet selv er tilbøjelig til at påtage sig skylden, og fordi barnet ikke vil se sit miljø som ”forkert”. Det ville være alt for truende og uoverskueligt! Når forældre tager afstand fra barnet, fordi barnet har gjort sådan og sådan, prøver barnet at vurdere, om der er sket en katastrofe, eller om der er tale om en betydningsløs bagatel. Hvis barnet mister sine forældres kærlighed (= beskyttelse og omsorg) er det en katastrofe, som for barnet er ensbetydende med en dødsdom. Små børn kan ikke overleve uden voksnes beskyttelse og omsorg, og det ved de instinktivt. Derfor kan forældrenes langvarige vrede/tavshed/sorg/afstandtagen være voldsomt angstprovokerende for barnet og få barnet til at føle overdreven skyld. Især hvis forældrene direkte eller indirekte udpeger barnet som skyldig. Hvis forældrene derimod hurtigt begynder at smile og vise kærlighed igen, var det kun en lille advarsel – et kort glimt af dødens hæslige fjæs. Barnet kan så berolige sig selv og undgå den angst, som kan programmere det til at føle sig evigt skyldig – også som voksen.

Der bliver spillet på børns skyldfølelser i mange sammenhænge:

• Når børn viser aggression (især, hvis den er rettet imod forældrene)
• Når børn vil sutte på sut/finger/alting
• Når børn vil røre ved alting
• Når børn vil rode med snavs, mudder og plaske med vand
• Når børn viser seksuel interesse
• Når børn viser sorg (”big boys don’t cry!”)
• Når børn er urolige
• Osv., osv.

Alle disse og mange flere ting indgår naturligt som led i børns udvikling. Men de passer ikke altid ind i de voksnes stressede og fortravlede hverdag. Ofte strider børns nysgerrighed og leg mod forældrenes moral og/eller idealer om børneopdragelse.

Skyldfølelse er som et træ med gamle rødder. Skærer man det ned, vil der straks vokse nye skud fra det gamle rodnet, og rødderne ligger i jorden og gør det vanskeligt at plante noget nyt. Vil man virkelig forandre noget, må man finde de gamle rødder og grave dem op. Først når jorden er renset for rødder, kan man ubesværet plante og dyrke andre vækster.

Det nytter ikke at forstå med sin voksne forstand, at man ikke er skyldig, hvis man alligevel føler skyld. Man må søge tilbage til de barndomsoplevelser, som grundlagde ens psykiske mønster. Se på stemningen i barndomshjemmet og på den lange række af enkeltoplevelser, hvor skyldfølelsen blev vakt og indprentet. Se på angsten for at miste sine forældres livgivende kærlighed. Se på følelserne af ikke at være god nok til dem. Se på følelserne af, at man viser en falsk facade for at skjule, hvor “styg”/”grim”/”egoistisk”/”aggressiv”/”forkert” man er indeni. Når følelserne kan opleves i den sammenhæng, hvori de er opstået, og vi samtidig kan vurdere dem med vores voksne forstand og erfaring, kan vi gøre os færdig med dem. Derved frigøres vores energi, og der bliver plads til et rigt spektrum af mere relevante følelser.

Se evt. også artiklen “Sygdomsramt?” om skyld/ansvar for udvikling og afvikling af sygsom.

Skyld eller skam – Det er kun en teoretisk skelnen

Følelserne af skyld og skam er så nært beslægtede, at mange anser, at det er to ord for samme sag.

Nogle forsøger at skelne.

F.eks. ved at sige:

• Skyld relaterer sig til handlinger (som man har begået)
• Skam relaterer sig til følelser/tanker (om handlinger, som man ikke har begået)

Eksempel: Man føler ikke skyld, når man ikke har stjålet, men man føler skam over, at man har gået og planlagt at stjæle.

Eller ved at sige:

• Skyld relaterer sig til ikke-seksuelle (følelser/tanker/handlinger)
• Skam relaterer sig til seksuelle (følelser/tanker/handlinger)

Eksempel: Man føler skyld over at have stjålet, men skam over at have onaneret.

Eller ved at sige:

• Skyld relaterer sig til hemmeligholdte (følelser/tanker/handlinger)
• Skam relaterer sig til afslørede (følelser/tanker/handlinger)

Eksempel: Man føler skyld over at have stjålet, men skam over at være blevet afsløret.

Nogle hævder, at:

• Skyld relaterer sig til forsætlige ansvarspådragende (følelser/tanker/handlinger)
• Skam relaterer sig til uforsætlige/ikke ansvarspådragende (følelser/tanker/handlinger/begivenheder)

Eksempel: Man føler skyld over at have stjålet, men skam over at være blevet bestjålet.

Uanset, om vi anser skyld og skam for at være udtryk for en og samme drift eller for to forskellige, så kan følelserne af skyld og skam tilskynde os til at modificere vores uhensigtsmæssige adfærd i retning af en mere socialt acceptabel adfærd og dermed hjælpe os til at blive socialt accepteret. For at virke hensigtsmæssigt må følelserne altså bero på indlærte normer fra vores miljø. Arbejdet med generende/hæmmende skyld- og skamfølelser tager derfor for begges vedkommende udgangspunkt i den uhensigtsmæssige indlæring, der har fundet sted. Det er i den forbindelse underordnet, om følelserne hidrører fra en drift eller fra to forskellige.